Kapitel 1. Hvorfor denne håndbog?

Denne håndbog giver et billede af det neuropædagogiske arbejde i rehabiliteringen af senhjerneskadede. Det er håbet, at pædagogerne i Odense Kommune vil bruge håndbogen som et nyttigt opslagsværk. Foto: Ole Friis.

Traditionelt arbejder pædagoger i monofaglige sammenhænge, hvor det ikke er nødvendigt at verbalisere pædagogens evner. I monofaglige sammenhænge, uanset om det drejer sig om børnehavebørn, psykisk udviklingshæmmede, autister eller senhjerneskadede, skal pædagogerne varetage alt omkring mennesket.  

I det tværfaglige samarbejde er situationen en anden. Her skal pædagoger definere deres arbejdsfelt - både over for dem selv og resten af det tværfaglige team. Det er pædagoger ikke rustet til, hverken via deres uddannelse eller pædagogisk kultur. Samtidig møder de faggrupper, som i langt højere grad er “opdraget” til at fortælle og vise deres faglige kerne.  

Det tværfaglige samarbejde er naturligvis heller ikke nemt for andre faggrupper, men pædagoger kæmper med særlige problemer. Derfor vil denne håndbog forsøge at indkredse pædagogens arbejdsfelt, når det gælder neuropædagogik.  

Den pædagogiske litteratur beskriver, at “pædagogen ud fra klientens motiver, interesser og idealer, skal igangsætte eller give rum for pædagogiske processer”, at “pædagogikken er procesorienteret i stedet for målorienteret” eller at “pædagogik er kvalitativ samvær over tid”. Disse lange beskrivelser er meget rigtige, men ikke særlige konkrete.  

Pædagogen arbejdsfelt er svært at afgrænse. Definitionen er ikke uden videre “vi gør kun dette, og det gør ingen andre”. Måske skal man netop se på, hvad pædagoger varetager i monofaglige sammenhænge; nemlig hele brugerens hverdag. Arbejdsopgaverne spænder fra at tørre opkast af brugerens hage til at hjælpe brugeren med dennes forældrerolle.

Pædagogen laver ikke træning, strukturerede samtaler, undervisning eller psykoterapi, men hjælper brugeren med at få hverdagen til at hænge sammen - uden en entydig pædagogisk metode. Helst på en måde, så brugeren oplever selvhjulpenhed og glæde i løbet af en helt almindelig dag.  

Dermed ikke sagt, at andre faggrupper ikke beskæftiger sig med mennesket i dets helhed - blot at pædagogen ikke specialiserer sig i en bestemte områder af brugerens liv. Men integrationen af alle områderne (træning, samtale, netværksarbejde, undervisning, opdragelse osv.) er pædagogens arbejdsfelt. Det vil sige, at pædagogens arbejdsfelt altid vil overlappe andre faggruppers specialer.  

Med tværfaglighedens indtog er andre faggrupper dog også nødt til at forholde sig til integrationen.

På den ene side kan dette medføre, at pædagogerne føler sig presset af andre faggrupper, men på den anden side kan håbe, at pædagogikken bliver området, hvor faggrupper mødes, når det tværfaglige samarbejde fungerer. Således kan neuropædagogikken i fremtiden blive et fælles forum for alle faggrupper, som arbejder med rehabilitering af senhjerneskadede.  

Denne håndbog giver et billede af det neuropædagogiske arbejde i rehabiliteringen af senhjerneskadede. Det er håbet, at pædagogerne i Odense Kommune vil bruge håndbogen som et nyttigt opslagsværk i det daglige arbejde. Selv om håndbogen beskriver den teoretiske baggrund for neuropædagogikken, er hovedvægten lagt på praksis. Gennem eksempler forsøger håndbogen at vise, hvordan arbejdet med senhjerneskadede udmønter sig. Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke findes nogen facitliste, når det gælder rehabiliteringen af senhjerneskadede.

Håndbogen er ikke en “kogebog”, der detaljeret og præcist beskriver, hvordan man arbejder neuropædagogisk. Neuropædagogik drejer sig i høj grad om processer - ikke om at følge fastlagte procedurer. 

Værdigrundlag

Ældre- og Handicapforvaltningens Handicapafsnit i Odense Kommune står bag et værdigrundlag for rehabiliteringen af senhjerneskadede i kommunen. Værdigrundlaget danner baggrund for denne håndbogs beskrivelse af neuropædagogikken, og det skal derfor her kort gennemgås.

Det gennemgående begreb i værdigrundlaget er værdighed. Hele formålet med rehabiliteringsarbejdet er, at den hjerneskadede kan bevare eller genfinde et værdigt liv. De bærende idéer i værdigrundlaget er først og fremmest, at alle mennesker er specialister på eget liv og har forskellige opfattelser af livskvalitet. Derudover er alle mennesker i besiddelse af ressourcer, kompetence og retten til sociale sammenhænge. Endelig er det også en bærende idé i værdigrundlaget, at alle mennesker har ret til at træffe egne valg. Den professionelle indsats for senhjerneskadede, herunder den neuropædagogiske, skal altså gøre brugerne i stand til at træffe egne valg.At kunne træffe egne valg er en essentiel del af at opretholde eller genskabe værdighed.

Det er typisk for hjerneskadede mennesker, at de mangler initiativ, har svær hukommelsessvækkelse og måske ikke erkender deres handicap. Det er derfor ekstra svært for netop hjerneskadede mennesker at træffe valg. Men værdigrundlaget præciserer, at personalet skal yde rådgivning og bidrage med kompetence, så brugerne er i stand til at træffe et valg.

Du finder værdigrundlaget i dets fulde ordlyd her.