2. Om neuropædagogik

“Al sand hjælpen begynder med en ydmygelse. Hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe og derved forstå, at det at hjælpe ikke er at herske, men det at tjene”

Søren Kirkegaard  

Målet med neuropædagogik er at skabe og fremme brugerens kompetencer via helhedsorienteret og handlepræget pædagogik. Forholdet mellem en senhjerneskadet bruger og en pædagog kan karakteriseres som et asymmetrisk giver/modtager-forhold. Den senhjerneskadede er afhængig af hjælp, mens pædagogen er den hjælpende. Den optimale pædagogiske indsats minimerer asymmetrien ved at give brugeren værdighed - ganske som værdigrundlaget foreskriver.  

De hjerneskadede har krav på, og ret til, at blive accepteret som ligeværdige i samfundet. De har samme rettigheder og således også “frihed til at være handicappet”. Handicappet er en forandring, men ikke en begrænsning.

Neuropædagogik skal bevirke, at brugeren styrker sine funktioner og kompensationsmuligheder, øger sin selvhjulpenhed og de sociale kompetencer samt får en øget forståelse for egen og andres situation. Samtidig skal hverdagen med pædagogens hjælp tilrettelægges på en måde, så brugeren får mulighed for at trække på sine stærke sider. Kun gennem en grundig afdækning af vanskeligheder, ressourcer og kontekstuelle vilkår hos brugeren kan den neuropædagogiske træning tilrettelægges således, at den bliver meningsfuld.

Det er væsentligt at understrege, at neuropædagogik ikke er en fast fremgangsmåde, men en forståelsesramme, som benyttes kreativt og intuitivt.  

Neuropædagogik er en måde at tænke på og ikke en metode. For at kunne arbejde neuropædagogisk må man nødvendigvis have en viden om hjernens opbygning og funktion samt om hjerneskader og deres følgevirkninger (læs mere om dette i et senere kapitel).

Således bygger neuropædagogik på neurologi og neuropsykologi, men neuropædagogikken hæver sig over disse discipliner ved ikke kun at fokusere Om neuropædagogik på hjerneprocesserne - neuropædagogikken inddrager konteksten. På en måde kan man sige, at neuropædagogik er anvendt neuropsykologi, men samtidig også en del af den eksisterende pædagogik.  

Med baggrund i ovenstående kan neuropædagogik altså defineres som: Individuelle pædagogiske tiltag foretaget på baggrund af en generel viden om hjernen og hjerneskader, en specifik viden om den givne hjerneskade og en specifik viden om den hjerneskadede person.

Neuropædagogisk arbejde er ikke forbeholdt pædagoger, da alle neuropædagogiske tiltag bygger på vurderinger foretaget af et tværfagligt team. Man kan sige, at neuropædagogik er en tværfaglig disciplin, hvor hver enkelt faggruppe har fat i sin egen monofaglige flig. Neuropædagogikken er en fælles referenceramme, men de enkelte tiltag er af monofaglig karakter. 

Arbejdsopgaver  
Pædagogens rolle afhænger af en række faktorer. For eksempel varierer  hjerneskadens følgevirkninger, de præmorbide forhold, alderen, den  kulturelle baggrund og de økonomiske forhold fra bruger til bruger. Men  generelt er pædagogens arbejdsopgaver typisk følgende:  

- Koordinering af indsatsen på tværs af faggrupper  
- Strukturering af hverdagen og fremtiden  
- Gøre hverdagen meningsfuld og værdig  
- Observation og beskrivelse af brugeren  
- Opstilling af mål og delmål  
- Udarbejdelse og afprøvning af kompensationsstrategier 

Grænser for viden  

Andenhåndsviden skal så vidt muligt suppleres med førstehåndsviden.   Foto: Ole Friis.

Når pædagogen vurderer brugeren og tilrettelægger indsatsen, sker det på baggrund af en række oplysninger om brugeren. Oplysningerne kan være enten førstehånds- eller andenhåndsviden. Førstehåndsviden er personligt oplevet og tilegnet, for eksempel gennem observationer af og samvær med brugeren. Derimod er andenhåndsviden formidlet af andre.

Det er optimalt, hvis pædagogen i videst muligt omfang opnår førstehåndsviden om brugeren, men denne viden er blot ikke tilstrækkelig. Det en grundegenskab ved neuropædagogens arbejde, at de fleste oplysninger er andenhåndsviden - som for eksempel fra skanningen, den psykologiske undersøgelse eller kollegaernes observationer.  

Disse oplysninger må ikke forveksles med sandheden om brugeren. Oplysningerne er blot en filtreret version af virkeligheden. Det er vigtigt at have for øje, når oplysningerne bedømmes. Desuden kan pædagogens egen position være et filter, som gør en korrekt forståelse af brugerens situation vanskelig.

Hvis pædagogen har en utilstrækkelig begrebsverden, fokuserer på problemer eller har et fordomsfuldt og selektivt perspektiv på verden, så kommer vedkommende endnu længere væk fra sandheden.  

Pædagogen skal med andre ord være bevidst om, at filtre og begrænsninger gør det umuligt at kende sandheden om brugeren. Der vil altid være områderi brugerens virkelighed, som pædagogen enten ikke kan eller vil erkende.  

Værdier og etik  

Som al anden pædagogik består det neuropædagogiske arbejde af en portion viden og en portion holdninger. Det faktum, at Odense Kommune har udfærdiget et værdigrundlag, viser at værdierne bag arbejdet med senhjerneskadede er af afgørende betydning. Et fælles værdigrundlag er et godt udgangspunkt, men det kan og må aldrig blive en facitliste og dermed en sovepude for de professionelle.  

Værdigrundlaget skal skabe et fælles grundlag for hele personalegruppens tilgang til brugerne. Dette er en god og nødvendig start, men stadig blot en start. Værdigrundlaget - eller rettere operationaliseringen af værdigrundlaget bør løbende være genstand for diskussion blandt de professionelle. Hvis personalegruppen konstant sparrer med hinanden og stiller spørgsmålstegn ved “det vi plejer”, opstår en positiv dynamik. Dette vil udvikle den holdningsmæssige del af neuropædagogikken, hvilket er mindst lige så vigtigt som den vidensmæssige del.  

Som pædagog skal man være bevidst om, at der ikke findes én korrekt måde, hvorpå værdigrundlaget kan operationaliseres. Selv om der findes både politisk og pædagogisk korrekte holdninger, så er det ikke muligt at vælge holdninger én gang for alle. Etiske dilemmaer vil altid opstå, når pædagogarbejdet griber ind i andre menneskers tilværelse og privatliv.

Pædagoger skal dagligt træffe valg på vegne af brugere. Disse valg vil typisk blive truffet på baggrund af pædagogens egne værdier.  

Kunsten er at være bevidst om egne værdier - og at kunne tøjle dem. Men hvordan bliver man bevidst om egne værdier? Værdier er abstrakte og kulturelle størrelser, som er svære at identificere. Det er faktisk først, når vi møder mennesker med helt andre værdier, at vi opdager vore egne værdier.

Derfor er det vigtigt, at pædagoger diskuterer værdier med andre faggrupper - i det tværfaglige forum bliver pædagoger bevidste om egne værdier. Denne håndbog lancerer som sagt ikke facitlister. Den kan dog give en oversigt over de værdikonflikter, som pædagoger skal forholde sig til. 

Interessemodsætninger

Interessemodsætninger opstår, når pædagogens interesser står i modsætning til brugerens interesser. En bruger ønsker måske, at du - og ikke en tilfældig vikar - deltager juleaften, mens du gerne vil holde jul sammen med din familie.

Interessemodsætninger kan også opstå internt mellem brugere, og internt mellem personale.
Der er desværre ingen lette løsninger på interessemodsætninger. De kan højest tillempes de aktuelle vilkår, men det er til gengæld også vigtigt.

Rollekonflikter

I rollekonflikter har pædagogen to eller flere roller på samme tid. En hyppig rollekonflikt kan opstå i brugerens hjem. Her skal pædagogen dels have styr på nogle praktiske ting og samtidig være hyggelig samtalepartner. Tidsfaktoren betyder, at pædagogen er nødt til at vælge mellem hyggesnakken og den personlige hygiejne.

Konflikten kan også være mellem hjælper- og kontrollør-rollen. Kontrollørrollen kan blive så udtalt, at pædagogen nærmest opfører sig som en privatdetektiv, der for eksempel skal opklare det reelle alkoholforbrug ved at kigge i skrald osv.. Detektivrollen kan glide over i en anklagerrolle, hvor pædagogen arbejder på at kende brugeren skyldig i alkoholmisbrug - og endda få brugeren til at tilstå.

Dertil kommer den konflikt, som opstår, når pædagogen har rollen som både arbejder og gæst i brugerens hjem. Denne situation medfører en rollekonflikt for brugeren, fordi vedkommende er både vært og modtager af hjælp. Det er meget vigtigt at være opmærksom på, når pædagogens dobbeltroller medfører dobbeltroller for brugeren.

Det er naturligvis urimeligt overfor et menneske, som kæmper med følgevirkningerne efter en hjerneskade.
Selvom det efterhånden er blevet en kliche, så skal det understreges, hvor vigtigt det er, at pædagogen er tydelig i sine handlinger og sin kommunikation. Tydelighed kræver selvfølgelig, at pædagogen er klar over sin egen rolle.

Mål-middelkonflikt

Når pædagogen og brugeren er enige om målet, men uenige om midlet, så opstår en mål-middelkonflikt. Målet kan for eksempel være mad på bordet.  

Brugerens foretrukne middel er at være med i hele madlavningen, hvorimod pædagogen ønsker at lave maden selv - for hvis madlavningen hurtigt er overstået, så er det muligt at være sammen med nogle af de andre brugere i løbet af aftenen.  

I denne situation er det vigtigt, at pædagogen reflekterer nøje over virkninger og bivirkninger. Hvis brugeren selv laver maden, så har pædagogen givet brugeren mulighed for at deltage i eget liv og vælge selv; men til gengæld bliver der ikke tid til andre brugere. Ifølge værdigrundlaget bør medbestemmelsesretten sejre, men pædagogen skal forholde sig til de bivirkninger, som det værdibaserede valg medfører.  

Pædagogen skal kunne:
- hjælpe uden at blande sig  
- tage stilling uden at tage over eller invadere  
- være personlig uden at være privat  
- sætte grænser uden at begrænse udfoldelserne  
- lade brugeren træffe egne valg uden at omsorgssvigte
- være netværk uden at skubbe andre netværk ud  
- holde en professionel distance uden at distancere sig  
- respektere uden at acceptere hvad som helst  
- forholde sig til brugeren som et helt menneske uden at overvurdere  brugerens kompetencer  
...og meget andet  

Kort sagt er pædagogens arbejde én stor balancekunst.  

Sund fornuft må ikke forveksles med etik og værdier. Blot fordi ens egne værdier føles som særdeles sund fornuft, er det på ingen måde givet, at de er sund fornuft for brugerne eller for kollegerne. Lidt firkantet kan man sige, at en pædagog skal tro på sig selv og samtidig tvivle på sine handlinger. Pædagogen skal turde handle, men det er mindst lige så vigtigt at turde reflektere over sine handlinger.