Til forsiden
 

Bilag 1. Værdigrundlag

 

- for rehabilitering af senhjerneskadede i Odense Kommune.

 

Rehabiliteringsbegrebet indføres i Ældre- og Handicapforvaltningens Handicapafsnit i forbindelse med etablering af Bo- og rehabiliteringscentret i Seden Syd.
Handicapafsnittets fortolkning af rehabiliteringsbegrebet er, at det er afsnittets opgave at yde støtte til at handicappede kan bevare eller genfinde et værdigt liv. På denne baggrund er der en række grundlæggende værdier, der skal understøtte de ansattes indsatser. Der er yderligere opstillet fælles normer i form af en målsætning, som de ansatte kan være fælles om.


Målsætningen skal understøtte kvaliteten i arbejdet.

 

 

Bærende ideer

Alle mennesker er i besiddelse af ressourcer.
Alle mennesker indeholder egenskaber, der gensidigt påvirker hinanden.
Alle mennesker har ret til sociale sammenhænge.
Alle mennesker har ret til at træffe egne valg.
Menneskets syn på livskvalitet er forskelligt.
Alle mennesker er specialister på eget liv.
Alle mennesker er i besiddelse af egen kompetence.

 


Målsætning

Personale, der arbejder med personer med hjerneskade skal:

  • Sikre, at de bærende ideer til enhver tid bringes i anvendelse.
  • Sikre, at beboernes/brugernes værdighed til enhver tid opretholdes eller genskabes.
  • Yde rådgivning og bidrage med kompetence, så beboerne er i stand til at træffe et valg.
  • Sikre, at det til enhver tid er beboerne/ brugernes egne mål og prioriteringer, der fremmes.
  • Være specialister på faglighed.
  • Bruge deres viden i forhold til beboere/brugere og pårørende.
  • Deltage som konsulenter og eksperter i forhold til samarbejdspartnere.

Rehabilitering som begreb

Rehabilitering opfattes af mange som optræning af tabte funktioner, f.eks. optræning af en lammet arm, mens vi opfatter rehabilitering som støtte til den enkelte i hans/hendes reorganiseringsfase.


I Handicapafsnittet betyder rehabilitering at arbejde med at genvinde værdighed for de, der har mistet den, eller som har mistet muligheden for at leve som før.


At genvinde værdigheden er at finde andre måder at leve på eller at bevare den i forhold til nuværende situation.
Værdighed skal altså overordnes alle andre værdier og normer og hermed danne udgangspunkt for de overordnede mål og handlinger i rehabiliteringsarbejdet.
Værdighed er udgangspunktet og forudsætningen for rehabilitering, bl.a. fordi den personlige mestringsevne og vilje er størst, når oplevelsen af at udføre bestemte handlinger giver en personlig værdi. Hvad der giver brugeren oplevelse af værdighed, vil være forskelligt fra individ til individ. Og det der er af afgørende betydning, er den baggrund den enkelte har med sig, når der skal træffes et valg.

 

Brugeren har en kompetence som er afgørende forskellig fra personalets, idet hun/han er specialist på sit eget liv, selv om livet er blevet ændret af sygdom.

 


Brugerens involvering

Brugerens grundliggende demokratiske ret til selvbestemmelse skal indgå i værdigrundlaget og medvirke til, at personalet afpasser deres involvering til brugerens behov for støtte. Nogle brugere vil mangle den fornødne viden om sygdommen, mulighederne og hvad rehabiliteringen går ud på for at kunne træffe de fornødne beslutninger. Derfor skal personalet styrke brugernes viden. Brugerstyring skal være det centrale element i rehabiliteringen, og selv om det bevirker en aktiv og krævende medvirken fra brugeren, forudsætter hele konceptet omkring værdighed, at brugeren skal være ejer af sin egen sag.
Brugeren skal indgå i fællesskabet med de ressourcer, den enkelte medbringer eller finder frem i rehabiliteringsforløbet.

 

 

Konsekvenser for personalet

Den primære opgave gennem rehabiliteringsarbejdet er at støtte personerne med senhjerneskade, så de får mulighed for at genfinde deres værdighed i forhold til dem selv og deres omgivelser. Personalet må efterleve visse normer og regler i mødet med brugeren, når værdighed er den overordnede værdi. Når værdighed sættes i fokus, får det konsekvenser for, hvordan personalet tænker og handler. Personalet er specialister på deres fag, og brugeren er specialist på sit liv. Det kan ofte føre til dilemmaer, især hvis værdighed ikke står klart som den overordnede værdi for personalet. Det kræver stor indføling og evne til, at møde brugeren der hvor han er, og ikke lade sig forlede til at være specialist på hendes vegne. Handicapafsnittet vedkender sig, at det er svært og vil derfor sikre, at værdighed til enhver tid er det bærende værdigrundlag. Vi vil udmønte det på en sådan måde, at personalet skal give råd og bidrage med deres kompetence, så brugeren kan træffe et valg. Brugeren bestemmer selv mål og prioritering. Brugeren og situationen vil afgøre, om øvrige værdier skal vægtes højere end andre.

 

 

Kvalitet

Al rehabilitering foregår efter individuelle, målrettede planer, hvilket betyder, at man ikke kan lave standardiserede rehabiliteringsforløb. Det betyder også, at det vil være yderst vanskeligt at målsætte kvaliteten efter bestemte behandlingsstandarder eller udelukkende at evidensbasere sine metoder. Brugerens mål vil være det afgørende for, hvordan rehabiliteringen tilrettelægges, og kvaliteten vil i høj grad præges af individualitet i det enkelte forløb. Det er afgørende for forløbet, hvordan man bruger sin faglighed, og det nødvendiggør, at der skal findes alternative muligheder for udvikling af faglige kompetencer. Der skal iværksættes uddannelsestiltag i form af supervision og efteruddannelse.

 

 

Personaleorganiseringen

For at optimere rehabiliteringsforløbene finder vi det nødvendighed, at organisere personalet i teams. Samarbejdet skal integreres mellem flere faggrupper, der aftaler fælles mål. Teamets medlemmer skal have et indgående kendskab til hinandens fag, så hvert teammedlem har flere faglige tilgange til brugeren. Det er kun de nødvendige faggrupper, der skal involveres i rehabiliteringen, så der er få gennemgående personer, der har kontakt til brugeren. Alle faggrupper skal indgå ligeværdige i den samlede rehabilitering.

 

 

Principper for bogruppen

For at de bærende ideer kan integreres i boenheden, er det nødvendigt, at de praktiske tiltag tager udgangspunkt i beboernes værdighed. Der skal være forskel på private, halvoffentlige og offentlige rum og afspejles i personalets handlinger. Der skal etableres en plejeenhed, der ikke udstråler “institution”. Der er fælles køkken i alle boenheder. Men der er også etableret et lille køkken i lejligheden, som kan bruges af pårørende og hjælpere, idet friheden til at vælge, om man vil være fælles eller ej kan respekteres på denne made. Undtaget dette, er de midlertidige boliger, hvor det væsentligste princip er  fællesskabet og målet om, at kunne klare en mindre personalekrævende bolig på sigt. Formålet med bodelen er at bevare det private rum så intakt som muligt på trods af, at der skal hjælp til stort set det meste. Personalet skal med andre ord ikke tænke så meget i rutiner og løsninger, der letter arbejdet, men i løsninger, der tilgodeser den enkelte beboer.

 


Principper for træningsdelen

Træningsdelens principper skal tage udgangspunkt i den enkeltes dagligdag og sikre, at der kompenseres for tabte funktioner. Der skal arbejdes mod en bedring af den enkeltes situation og accept af handicappet. Værdighed sættes overordnet alt andet, hvilket bevirker at “normale” træningssituationer ofte skal revurderes og gøres mindre rutineprægede. Der skal i høj grad sikres brugerinvolvering, og der skal etableres træningsmuligheder, der dækker den enkeltes behov. Træningen skal foregå dels på centret og dels i brugerens egne hjem og der skal sikres koordinering af indsatserne, dels med handicaprådgiverne, hjemmevejlederteamet, pensionsrådgiverne og
tilbuddene i amtsregi.

 

 

Vedtaget af styregruppen for hjerneskadeområdet, juni 2001


Anne Lise Zilmer

 

 

Værdigheden skal genvindes

I Handicapafsnittet betyder rehabilitering at arbejde med at genvinde værdighed for de, der har mistet den, eller som har mistet muligheden for at leve som før.

Udskriv denne side Udskriv Tip en ven Tip en ven Oversigt over sider Sitemap Føj til foretrukne Føj til foretrukne Login Login