Bilag 4: Farmakologi

Ved Claus Madsen

Farmakologi er læren om lægemidlers virkning og anvendelse. For at et lægemiddel skal kunne virke skal det:

1. Optages i kroppen
2. Virke i kroppen
3. Udskilles fra kroppen

Generelt skal lægemiddelet først optages. Dette kan ske på forskellige måder:
1. Som tabletter (per oralt)
2. Som indsprøjtning enten under huden (sub cutant) eller ind i en muskel
(intra muskulært)
3. Direkte ind i blodbanen (intravenøst)
4. Via tarmen (suppositorier)

Anvendelsesmåden har indflydelse på :

1. Hastigheden hvormed medicinen virker. Indsprøjtning direkte i blodbanen (intravenøst) virker hurtigere end hvis medicinen indtages som tabletter (per oralt)
2. Hvor meget af medicinen som optages. En del af medicinen går fx ”tabt ”, hvis den indtages som piller .
3. Sikkerheden for at patienten rent faktisk indtager sin medicin. Man kan fx gemme en pille under tungen og senere spytte den ud – dette er ikke muligt hvis man har givet en indsprøjtning.

Husk: For at medicinen skal kunne virke, skal man sikre sig at patienten rent faktisk får sin medicin.

Efter optagelsen i kroppen optages medicinen i blodbanen og føres derefter til leveren. I leveren omdannes en del medicin, således at det rent faktisk er et nedbrydningsprodukt som føres videre og er det aktive stof. Endvidere nedbrydes en del af medicinen og går derved tabt. Det er altså en forudsætning for et normalt virke af medicinen, at man har normal leverfunktion (kan checkes via en blodprøve).

Man kan, hvis man indtager flere slags medicin samtidig, komme ud for at de påvirker hinandens nedbrydning i leveren. Fra leveren føres medicinen (eller et nedbrydningsprodukt heraf) igen via blodet til det organ, hvor det skal virke - fx hjernen. Efter at have virket skal medicinen udskilles. Dette sker via blodbanen som fører medicin til nyrerne. Herfra udskilles den meste medicin via urinen.

Det er nødvendigt for normal udskillelse at nyrerne virker normalt .Ved nedsat nyrefunktion (kan checkes via en blodprøve) udskilles medicinen for langsomt, og hvis man ikke tager hensyn til dette og giver en mindre dosis, ophobes medicinen efterhånden og kan derved give anledning til bivirkninger og i værste fald forgiftning.

Men ofte spores medicinen i urinen, og derved kan man checke om patienten tager sin medicin eller tager ulovlig medicin - fx doping. Inden man starter en behandling med medicin til en patient skal man gøre sig nogle ting klart:

1. Hvorfor ønsker man at behandle ? (indikationen). Dette kunne fx være for at forhindre krampetilfælde.
2. Hvor længe vil man behandle? Ved forebyggelse af krampetilfælde behandler man ofte i årevis mens man ved lungebetændelse behandler i få uger.
3. Hvordan vil man give medicinen? Dette afhænger ofte af hvor hurtig man ønsker en virkning, og hvor sikker man vil være på at patienten får sin medicin. Det afhænger desuden ofte af medicinen - fx fås visse typer medicin kun som tabletter.
4. Hvor stor en dosis skal patienten have? Kan afhænge af hvor kraftig virkning man ønsker men også af nyre- / leverfunktion, samt om patienten får anden slags medicin.
5. Kan patienten acceptere og finde ud af tage sin medicin? Ofte kan det være farligt hvis man pludselig stopper med sin medicin - fx fordi man glemmer det .

Formålet med ovenstående er at opnå en virkning - fx forebygge krampetilfælde.
Desværre har medicin med virkninger også bivirkninger.
Ved bivirkninger forstås alle andre virkninger end de primært tiltænkte (fx træthed ved medicin for krampetilfælde). Det er vigtigt at kende de hyppigste bivirkninger, dels for at kunne vurdere om evt. bivirkninger ikke er værre end den virkning, som man opnår, dels for udnytte en bivirkning, fx en tablet som giver træthed ved sengetid (kan så benyttes som sovepille).

Bivirkninger er dels dosis-afhængige, dvs. desto større dosis desto mere udtalte bivirkninger (fx træthed), dels dosisuafhængige, dvs. man reagerer ved første kontakt ved medicinen (fx med hududslet). Man definerer det såkaldte terapeutiske index, som er forholdet mellem den dosis man skal give for at opnå en virkning, og den dosis som giver bivirkninger. Desto større forskel, desto lettere er det at dosere medicinen (fx ved nyre/lever påvirkning).

For at undgå bivirkninger, starter man ofte medicinen via optrapning af dosis. Derved har man mulighed for at observere individuelle forskelle (visse patienter reagerer kraftigt på medicinen - fx hjerneskadede).

Til sidst skal man altid med jævne mellemrum vurdere om patienten forsat har gavn af medicinen. Dvs. virkninger overgår bivirkninger, men patienten har stadig gavn af medicinen/behov for den.

Hvis man stopper den medicinske behandling, skal man ofte trappe langsomt ned for at undgå bivirkninger, fx krampetilfælde efter nedtrapning af krampemedicin.
For at kunne give korrekt medicin skal man altså have kendskab til:

1. Sygdomme
2. Patientens fx lever/nyre funktion
4. Patienten evt. anden medicin
5. Medicinens virkning/bivirkninger

Dette var nogle generelle forhold angående medicinering. Disse gælder også for hjerneskadede personer hvor man dog ofte kommer ud for nogle specielle forhold hvoraf der kan nævnes:

Angående medicinsk behandling af epilepsi

Man overvejer altid om patienten har tilstrækkeligt mange anfald (så virkning overskygger bivirkninger). Har man bestemt sig for medicinsk behandling starter man altid med et stof. Har dette ikke den ønskede krampedæmpende effekt trappes dosis op til enten acceptabel tilstand eller uacceptable bivirkninger optræder. Bemærk at man ikke altid kan opnå krampefrihed.

Hvis der er trappet op til uacceptable bivirkninger/stadig mange kramper bør man skifte til et andet præparat. Dette bør ske på følgende måde: Først trappes de nye stof op til fuld dosis derefter startes langsom nedtrapning af de primære stof. Dette bør altid følges for at undgå nye krampetilfælde under selve omstillingen.

Har man prøvet alle relevante krampedæmpende stoffer i relevante doser og ikke opnået det ønskede resultat, må man behandle med flere stoffer samtidigt. Dette bør som nævnt primært undgås og skal kun bruges, hvis man ikke kan komme igennem med et-stof-strategien.

Reglen kan dog fraviges, hvis patienten udvikler bivirkninger på lav dosis af et stof - så kan man i visse tilfælde tidligt forsøge sig med flerstof-strategien. Skal man stoppe en medicinsk behandling skal det altid ske via langsom nedtrapning for at undgå nye krampetilfælde.

Mange typer medicin for kramper har mange bivirkninger hvor det ofte er nødvendigt at tage fx jævnlige blodprøver. Der findes ingen fast dosis Dette er meget individuelt fx kan mange hjerneskadede reagerer kraftigere på en medicinering. Man kan ikke via en blodprøve til bestemmelse af blodværdien af medicinen i blodet vurderer om det er den korrekte dosis kun om patienten tager sin medicin eller ej .

Man bør derfor særligt i starten observere effekten / bivirkningerne hos den enkelte patient. Mange hjerneskadede reagerer med såkaldt patologisk gråd. Det er en meget ubehagelig tilstand hvor patienten reagerer med gråd på ikke relevante stimuli - fx hvis man fortæller noget neutralt eller endda noget glædeligt. Dette kan forholdsvis let behandles med stoffet Cipramil. Skal man yde en beroligende behandling er der mange muligheder. Man skal bare huske, at hjerneskadede reagerer meget individuelt.