Frontallapskader - Håndbog i neuropædagogik
Mens de hjerneprocesser, som varetager motorik, følesans og en lang række kognitive funktioner, efterhånden er lokaliseret, beskrevet og forstået - så udgør de forreste dele af hjernen fortsat en udfordring. Funktionerne i den præfrontale kortex - eller frontallapperne om man vil - er således fortsat ikke fuldt forstået, og det ligger ikke mere end 20 år tilbage i tiden, at man benævnte dem som ”de gådefulde” frontallapper og omtalte frontallapskader upræcist og vagt.
Den tidligere forståelse, hvor enhver frontallapskade formodedes at udløse ét syndrom, er imidlertid ved at vige til fordel for en viden om, at der er tale om en hel række af forskelligartede forstyrrelser. Selv om der er én fællesnævner – nemlig styringsmæssige (eksekutive) vanskeligheder over kognitive processer, som er lokaliseret andre steder i hjernen - så vil følgerne efter en skade i frontallappen tage farve af, hvilke dele af frontallappen, der er beskadiget. Der kan være tale om handlingsmæssige, kognitive eller emotionelle forstyrrelser.
Hvilke forstyrrelser, en frontallapsskade resulterer i, er afhængig af hvilke dele af frontallappen, som bliver berørt.
Da der er tale om overordnede og styrende funktioner, har beskadigelser været (og er) vanskelige at undersøge neuropsykologisk. Det er svært at teste det eksekutive/styrende element i en normalt struktureret test, hvor neuropsykologen styrer forløbet af testen. Testpersonens manglende styringsevner afsløres ikke, fordi testen som udgangspunkt er meget styret i forvejen. Samtidig vil testmetoderne i en eller anden udstrækning være følsomme overfor samtidige problemer i f.eks. hukommelse, sprog, perception m.m. Dette stiller ganske særlige udfordringer ved skadesudredningen, hvor beskrivelser af symptomerne i den senhjerneskadedes hverdag bliver særligt vigtige.
En grov opdeling af de forskellige funktioner kan følge tre funktionelle og anatomiske områder, som udgøres af henholdsvis den orbitofrontale del (bunden – lige over øjnene), den mediale del (den midterste forreste del) og den dorsolaterale del (bagud og til siden) af frontallapperne.
Ved dorsolaterale skader ses nedsat dømmekraft, svigtende planlægningsevne samt manglende initiativ og fleksibilitet hos den hjerneskadede, som forekommer træg, persevererende, stereotyp og konkret tænkende. Den dorsolateralt skadede har desuden problemer med hensyn til selektiv opmærksomhed, kontrol og problemløsning. Den skadede har endvidere oftest svært ved at erkende sine problemer.
Personer med orbitofrontale skader er kendetegnet ved irritabilitet, svigtende hæmninger, manglende erkendelse, eufori, ubekymrethed, manglende engagement, indskrænket interessesfære, mangel på langsigtet planlægning, manglende sociale fornemmelser og stimulusbundethed. Borgeren vil som regel være impulsiv, uovervejet, kritikløs, ude af stand til at fastholde opmærksomheden og komme med eksplosive aggressive udbrud. Endvidere er der ofte tale om en nedsat eller ophævet evne til at modtage de kropslige fornemmelser (”mavefornemmelsen” eller ”de somatiske markører”), som hjælper os til at træffe beslutninger på intuitivt grundlag. Derfor kan den skadede være vægelsindet og have udtalte problemer med hurtigt at træffe hensigtsmæssige beslutninger.
Mediale skader i frontallappen resulterer ofte i en omfattende apati, hvor borgeren har meget svært ved at handle, tale, tænke osv. - trods normal vågenhed. Ofte er der tale om øget latenstid (når der endelig sker noget) for respondering. Dertil kommer det fænomen, at der tilsyneladende vilkårligt “tændes” og “slukkes” for den skadedes vågenhed. I hverdagssprog ville man tale om ”forstyrrelse i motivation og engagement”. I meget svære tilfælde kan problemet opleves som den totale ophævelse af viljesmæssig funktion.
Senest har man i forskningen fokuseret på egenskaber, som er knyttet til ”selvet”, det vil sige evnen til at skelne sig selv fra andre og til at erkende egenskaber, som er knyttet til én selv. Læsioner i den mediale del af frontallappen medfører typisk nedsat evne til at forstå andres følelser, tanker og hensigter (mentalisering).
Håndbogens næste del: Informationskilder