Informationskilder - Skanninger, tests, undersøgelser og observationer

Neuropædagogik blev allerede i indledningen defineret som individuelle pædagogiske tiltag baseret på generel viden om hjernen, specifik viden om den hjerneskadede borger og specifik viden om hjerneskaden.
Med hensyn til den specifikke viden om hjerneskaden findes der følgende informationskilder: skanninger, tests (neuropsykologiske, ergoterapeutiske, talepædagogiske og fysioterapeutiske), undersøgelser og observationer.

For at kunne bruge informationer fra skanninger og tests er man nødt til at forstå dem, hvilket man naturligvis kan få hjælp til af andre faggrupper såsom læger og psykologer. Men det er hensigtsmæssigt, at man selv er i stand til at orientere sig i informationerne, hvor sproget kan være en anelse specielt.

 

Neuropædagogens kilder til viden.

 

Gå til indholdsafsnit på denne side: Skanninger Neuropsykologisk undersøgelse Observation

 

Skanninger

For det første er det nødvendigt at kende til de forskellige skanningsmetoder, da en CT-skanning giver nogle helt andre informationer end for eksempel en SPECT-skanning. De mest almindelige skanningsmetoder er kort beskrevet i nedenstående oversigt, hvor forskellene og lighederne gerne skulle fremgå. Nogle skanningsmetoder (CT, MR og MRI) giver et billede af hjernevævet (dvs. strukturen); andre (SPECT, PET og MRI) giver et billede af gennemstrømningen af blod (dvs. funktionen), og en enkelt (EEG) giver billede af den elektriske aktivitet. Dette er vigtigt at være opmærksom på. Det vil for eksempel sige, at når der i en beskrivelse af en CT-skanning står, at der intet abnormt er at se, så betyder det ikke, at der ikke er tale om en hjerneskade. Det betyder blot, at der umiddelbart ikke er så store vævsforandringer i hjernen, at det kan ses på et CT-billede. Og det siger i øvrigt intet om blodgennemstrømningen, den elektriske aktivitet eller de biokemiske balancer - som alle kan have indflydelse på om hjernen fungerer normalt.

 

Betegnelse	Metode	Illusterer
CT Computeriseret tomografi	Røntgen Mange røntgenkilder og –detektorer roterer om patientens hoved, hvorefter dataene behandles matematisk og samles til et tredimensionelt billede.	Hjernevæv CT-skanningen giver et relativt groft billede af hjernevævet, hvor det dog kan være vanskeligt at skelne mellem hvid og grå substans.
MR Magnetisk resonans	Magnetisme Samme fremgangsmåde som ved CT, dog blot ved hjælp af magnetisme i stedet for røntgenstråler.	Hjernevæv MR-skanningen giver et væsentligt klarere og mere detaljeret billede end ved CT-skanning. Afvigelser på størrelse med et knappenålshoved kan registreres.
EEG Elektroencefalogram	Elektroder Som sættes på patientens hoved, hvorved det bliver muligt at aflæse de elektriske bølger i hjernen.	Hjernens elektriske bølger EEG’en viser de elektriske bølger i hjernen (under hvile, ved hyperventilering osv.) i form af forskellige bølger (fx alfa-, beta- og gammabølger).
SPECT Enkel foton (Single photon) emission computer tomografi	Radioaktivitet Radioaktiv væske inhaleres eller sprøjtes ind i blodet, hvorefter det kan spores via strålingsdetektorer. Dataene behandles matematisk til et billede.	Hjernens blodgennemstrømning i hviletilstand SPECT’en giver farvebillede af blodets gennemstrømning i forskellige dele af hjernen. De forskellige farver indikerer forskellige mængder af blod, og det antages at stor blodgennemstrømning er lig med stor aktivitet i det pågældende område.
PET Positron emssion tomografi	Radioaktivitet Samme fremgangsmåde som ved SPECT	Hjernens blodgennemstrømning under opgaveaktivitet PET giver ligesom SPECT farvebilleder af blodgennemstrømningen i de forskellige dele af hjernen, men dog i en noget bedre opløsning.
MRI Magnetisk resonans image (billede)	Magnetisme og radioaktivitet Kombination af MR og PET, idet blodgennemstrømningen registreres ved magnetisk resonans.	Hjernevæv og blodgennemstrømning MRI er en ny og meget væsentlig forbedring, idet den giver et billede af blodgennemstrømningen og hjernevævet på samme tid. Til gengæld er det en både dyr og skrøbelig metode.

Tabel: De forskellige skanningstyper.

 

Neuropsykologisk undersøgelse

Hvis en neuropsykologisk undersøgelse er foretaget umiddelbart efter skaden, må resultaterne siges at være meget foreløbige, da der typisk sker mange og store ændringer i den hjerneskadedes funktionsniveau i de første måneder efter skaden. Hvis den neuropsykologiske undersøgelse derimod foretages flere år efter skaden, må resultaterne siges at være udtryk for en mere varig tilstand. Dette er dog blot en tommelfingerregel, da der er mange eksempler på, at der kan ske store forandringer selv mange år efter hjerneskaden. Generelt set består en neuropsykologisk undersøgelse af dels et interview og dels en række kognitive tests.

Interview

I interviewet, som kan være mere eller mindre grundigt, afhængig af psykologen og af borgerens evne til at svare på spørgsmål, bliver der spurgt til familiemæssig baggrund, uddannelses- og erhvervsforløb, interesser og socialt netværk. Desuden spørges der til personens oplevelse af sygehistorien.
Borgeren spørges også om sin daglige funktion i forhold til ændringer i de kognitive funktioner. Her tænkes på hukommelse, energiniveau, evne til at igangsætte handlinger, sprog, problemløsning etc..
Gennem interviewet danner psykologen sig et indtryk af borgerens liv før skaden, sammenlignet med den aktuelle situation. Desuden får psykologen et indtryk af borgerens evne til at huske, sprogligt gøre rede for og erkende sin situation. Typisk vil det også i interview blive tydeligt, hvis der på grund af præfrontale skader ses manglende situationsfornemmelse, nedsat initiativ og lignende.
Psykologen taler sædvanligvis også med andre personer (pårørende, behandlere, arbejdsfæller mv.), som formodes at kunne bidrage med væsentlige oplysninger.

Kognitive tests

Den anden del af den neuropsykologiske undersøgelse er testningen af de kognitive funktioner. Psykologen har en lang række tests at vælge blandt. Alt afhængigt af hans holdning til testning kan han vælge et standardbatteri af tests, som generelt kan anvendes til hjerneskaderamte - eller psykologen kan udvælge tests ud fra, hvad skanningen og interviewet har vist.
Alt andet lige vil testningen være et barometer for indlæring og hukommelse, koncentration, opmærksomhed, tempo og abstraktionsevne. Hvis der er mistanke om sprogproblemer eller perceptionsforstyrrelser, kan man også teste netop disse kognitive funktioner.
Den neuropsykologiske undersøgelse siger naturligvis ikke alt om personens kognitive funktionsniveau. Faktisk er der risiko for, at undersøgelsens resultat afviger kraftigt fra det reelle funktionsniveau i dagligdagen. Det skyldes, at den neuropsykologiske undersøgelse tester én funktion ad gangen. For eksempel undersøges verbal hukommelse i én test og opmærksomhed i en anden. Fordelen ved denne form for testning er “rene” målinger af en given funktion, så det kan præciseres hvor hovedproblemerne ses. Ulempen er, at sådanne undersøgelser har meget svært ved at vise, hvorledes personens forskellige vanskeligheder og ressourcer spiller sammen i dagligdagen.
Der eksisterer også en række personlighedstests, som neuropsykologer kan vælge til klarlæggelse af de personlighedsmæssige faktorer.

Observation

Skanninger og neuropsykologiske undersøgelser giver et godt grundlag for bedømmelse af borgerens funktionsforstyrrelser og hjerneskade, men kernen i det neuropædagogiske arbejde er observation.
Ved hjælp af observationer vil personalet i et tværfagligt samarbejde kunne opstille realistiske mål for borgeren (i samarbejde med borgeren), og finde de optimale midler til opnåelse af målene.

Observationerne skal være så objektive som muligt. Egne forudfattede meninger og tolkninger bør holdes ude af billedet. Det er ofte en stor fordel at planlægge, hvad man vil observere - og under hvilke rammer, det skal foregå. Strukturerede observationssituationer minimerer risikoen for, at man overser vigtige elementer, eller - endnu værre - fletter sine egne fortolkninger ind i observationen.
Der findes arbejdsredskaber, der er designet til netop observationssituationer. For eksempel det ergoterapeutiske arbejdsredskab AMPS (Assessment of Motor and Process Skills), som dog kræver certificering.
En observation kan ikke stå helt alene. Neuropædagogen kan observere et problem, men han kan kun komme med et kvalificeret bud på årsagen, hvis han har viden om borgerens hjerneskade, og de øvrige faktorer, som spiller ind i borgerens liv. Et eksempel på en observation, der er blandet med en tolkning kunne være:

Eksempel: Case Stine

Efter sit første møde med Stine beskriver neuropædagogen hende som ”lad” og nævner, at lejligheden flyder med vasketøj og brugt service (se casebeskrivelsen). Her blander neuropædagogen sin egen subjektive fortolkning ind i observationen. Det negative ord ”lad” indikerer, at det er på grund af Stines personlighed, at lejligheden roder. Så allerede inden det neuropædagogiske arbejde er sat i gang, og alle data er behandlet, har Stine fået tildelt et personligt træk, som det er svært at ændre ved - da det er en del af hendes personlighed. En objektiv præsentation af observationen kunne i stedet være:
”Der lå vasketøj på gulvet i stuen og soveværelset. Der var snavset service i stabler i køkkenet og på spisebordet. Stine blev spurgt, om det var svært for hende at rydde op, og hun svarede ja”.
Derefter kan man overveje, hvorfor det er svært for Stine at rydde op. Ud fra allerede kendte informationer kan følgende hypoteser opstilles:

• En neuropsykologisk test på et tidligere tidspunkt afslørede, at Stine havde væsentlig nedsat overblik, nedsat problemløsningsevne og nedsat tempo. Det er tre faktorer, der gør det meget svært for Stine at skulle planlægge og strukturere oprydningen på egen hånd.
• Stine har vendt op på nat og dag. Hun bruger tiden på at se fjernsyn og surfe på nettet. Dette kan i sig selv være udtryk for manglende initiativ, som igen kommer til udtryk i manglende rengøring og orden.
• Stine har tidligere været angst og depressiv. Personer, der har det psykisk dårligt, har ofte ikke det nødvendige overskud til at holde orden.
• Stine har ikke tidligere kunne fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet. Dét tyder på, at hun tidligere har haft problemer med at mobilisere energi.

 

Hypoteserne skal efterfølgende be- eller afkræftes gennem yderligere samtaler og observationer, så neuropædagogen i samarbejde med Stine kan finde de bedste strategier til at få løst problemet. Ofte vil der være flere hypoteser i spil på én gang, og det er vigtigt at huske, at én mulig årsagsforklaring ikke udelukker en anden.

 

Skriftlighed

Skanninger, neuropsykologiske undersøgelser og personalets observationer betyder, at store mængder information genereres. Det er vigtigt, at denne information samles og anvendes systematisk. Et godt værktøj til at opnå dette er skriftlighed.
Der er en lang række fordele ved at samle skriftlig information om borgeren. Alene tilstedeværelsen af skriftlig information giver anledning til statusopgørelser, og dermed fastsættelse og justering af del- og endemål. Og når disse mål nedfældes på papir, er skriftligheden med til at fastholde målene. I sidste ende giver skriftligheden derfor større chance for udvikling hos borgeren.
Når neuropædagogen dokumenterer observationer og udført arbejde på skrift, bliver det også langt nemmere for vikarer, afløsere og andre faggrupper at danne sig et overblik. Personalet kan i det skriftlige materiale se problemer og ressourcer hos borgeren - og dermed tilpasse indsatsen derefter. Med andre ord kan nedskrevne og relevante oplysninger om borgeren være særdeles nyttige - informationer stiger i værdi, når de ses i sammenhæng. Kort- og langsigtede mål, beslutninger og observationer kan udvikles og justeres på basis af disse informationer. Skriftligheden er desuden et godt kommunikationsværktøj mellem primærpersonen og det øvrige personale.
Forudsætningen for vellykket skriftlighed er naturligvis, at materialet konstant er opdateret. Hvis for eksempel neuropædagogen ikke straks noterer forværringer eller forbedringer i borgerens tilstand, vil det forringe de andre faggruppers arbejdsvilkår. På samme måde skal aftaler og mål også hele tiden justeres i takt med udviklingen hos borgeren.

Procedure

Personalet skal være enigt om, hvordan skriftligheden gennemføres i praksis. For det første skal der være fuld enighed om, hvilke mål man i samarbejde med borgeren vil opstille - herunder en nøjagtig specificering af delmål. Dernæst skal alle involverede medarbejdere være enige om, hvorledes noteringen skal gribes an. Det kan eventuelt aftales, at personalet ikke udelukkende noterer forandringer, men også bemærkninger angående borgerens humørtilstand og aktuelle problemstillinger.
De daglige noteringer skal tage udgangspunkt i det daglige samvær med borgeren - og være et resultat af en dialog med borgeren. Observationerne føres ind i et observationsskema. Ved at tolke disse kvalitative oplysninger kan neuropædagogen, og andre faggrupper, danne sig et billede af borgeren, og udarbejde hensigtsmæssige tiltag.
Det er her vigtigt at huske på, at neuropædagoger ikke arbejder efter en facitliste, men efter et mål. Nemlig at skabe en hverdag for borgeren, der indeholder så meget livskvalitet som muligt.

 

 

Håndbogens næste del: Handleplan, udviklingsplan og retssikkerhed